lørdag den 12. maj 2012

Den sidste uges tanker......

Affødt af sidste uges udsendelse om Helle Zornings liv, har jeg spekuleret meget på min og min brors anbringelse væk fra vores hjem.
Jeg var på kostskole i Nøbbet ved Horslunde på Lolland i ca 2 år.
For 2 år siden fandt jeg ud af, at der var en gruppe på Facebook, som var til os der havde været anbragt i Nøbbet og Horslunde som var pige kostskoler, Pederstrup var for drenge. Vi snakker altså 40 år tilbage.

Jeg har de sidste par dage gået og tænkt på, at det er chokerende, at vi egentlig ikke vidste ret meget om hinanden. Vi vidste intet om hinandens baggrunde, vi vidste ikke, hvorfor vi netop var anbragt disse steder. Jeg mindes ikke, at der på noget tidspunkt var nogen, der snakkede med os om vores liv, og hvordan vi havde det. For min brors og mit vedkomne, var anbringelsen noget vi først fik at vide et par dage før vi skulle afsted. Min bror og jeg var gennem vores barndom meget afhængige af hinanden, det var derfor et ekstra slag i hovedet på os, at vi blev skilt fra hinanden. På daværende tidspunkt fik vi ikke at vide hvorfor. Det var først mange år senere vi fik besked. Vores mor havde sammen med vores læge, fundet ud af at vi var for "tæt knyttet til hinanden", jamen for fanden vi boede jo alene med vores mor.Jeg har altid tvivlet på om det var hele sandheden, men det var det vi fik at vide. Nu her mange år senere kan jeg godt se, at der var meget mere "lort" gennem vores barndom, tror sgu egentlig ikke min mor burde have haft børn. Tænk hvis man i dag brugte dette som årsag til at få børn anbragt. Jeg tror altid jeg har haft en evne, til at lukke af for alt hvad der i mit liv har været ubehageligt, og som jeg ikke behøvede at tage stilling til, der var jo andre der bestemte for mig. Derfor er min hukommelse fra barndommen meget "hullet". Jeg kan godt se at min anbringelse nærmest var et "luksus problem" i forhold til, hvad jeg kan fornemme, nogle af de andres skæbne har været. Jeg håber inderligt at I trods alt er kommet nogenlunde helskindet gennem livet. Jeg syntes derfor også, at det er foruroligende så mange af vores venner fra dengang er døde. Det kunne måske tyde på, at det "dersens liv" alligevel har været for hårdt for nogle af dem, og hvor er det dog sørgeligt.
Det endte med, at blive den gladeste tid i mit liv. Jeg var frygtelig ulykkelig da vi skulle hjem. Vores mor havde besluttet sig for at flytte sammen med hendes kæreste. Det var derfor en nødvendighed at have 2 hjemmeboende børn, for at kunne få en lejlighed. Sjovt nok var vi pludselig ikke så afhængige af hinanden mere.

torsdag den 10. maj 2012

Pilen det skønneste materiale.

Jeg har fået lavet lidt pileflet, som nu står og pynter ude i gården.

Først skulle den friske pil sorteres.

Herefter blev der flettet ud af noget af det, så nu venter jeg bare på at det begynder at blomstre.